Spring til indhold

SKAGERRAK HYDROGEN BACKBONE SKYDES I GANG – FREMTIDENS BRINT-INFRASTRUKTUR MELLEM DANMARK, NORGE OG SVERIGE

En sammenhængende skandinavisk brintinfrastruktur med forbindelse til Tyskland vil åbne nye muligheder for erhvervsudvikling, både alene og i sammenhæng med en kommende CO2-infrastruktur. På en konference, der torsdag d. 27. marts blev afholdt i Hirtshals, stillede mere end 50 deltagere fra Danmark, Norge og Sverige skarpt på vejen fra vision til realisering.  

Konferencen var arrangeret af Greenport North og Business region North Denmark og blev gennemført i regi af projektet Grønn Jyllandskorridor, som er støttet af EUs Interreg ØKS-program.  

Blandt deltagerne var repræsentanter fra Brintbranchen, Energinet, Gas Storage Danmark, Vätgas Sverige, Nordion Energi, Chalmers Tekniske Universitet, Business Region Kristiansand samt en række lokale og regionale aktører i de tre lande. 

Brint er, sammen med andre grønne energikilder, en nøglekomponent i den grønne omstilling og det europæiske mål om et klimaneutralt samfund i 2050. Det visionære infrastruktur-koncept for Skagerrak Hydrogen Backbone bygger videre på Energinets planer om etablering af en jysk brint-backbone. 

Målet med Skagerak Hydrogen Backbone er at forbinde Sydnorge og Vestsverige med et fremtidigt brintlager i Lille Torup, og derfra skabe en sammenhængende brintinfrastruktur fra Skandinavien til Tyskland.  

Det vil ikke kun muliggøre eksport af brint fra Skandinavien til Tyskland, men også skabe nye muligheder for bæredygtig erhvervsudvikling i de tre lande.

Skagerrak Hydrogen Backbone vil samtidig kunne underbygge etableringen af en sammenhængende dansk brintinfrastruktur med et centralt brintlager i Lille Torup nord for Viborg. 

– For at fremtidssikre Europas konkurrenceevne, forsyningssikkerhed og fundamentet for den grønne omstilling er det vigtigere end nogen sinde, at energiproduktion og -distribution sker i tætte, stabile samarbejder, fortæller CEO Steen Hintze fra Greenport North og fortsætter:  

– I en verden hvor vi skal gøre os uafhængige af olie og gas er det nødvendigt med en sammenhængende brintinfrastruktur på tværs af landene i Skandinavien. Konferencen har understreget, at der er stor opbakning til et intensiveret samarbejde mellem Sydnorge, Vestsverige og Nordjylland om etablering af en brintkorridor, der kan skabe bæredygtig erhvervsudvikling og bidrage til at realisere den grønne omstilling. 

Greenport North®
Nordsøen Forskerpark
Willemoesvej 2
9850 Hirtshals

+45 32 67 66 00
welcome@greenportnorth.dk