Spring til indhold

Greenport Scandinavia CIRCLE CO2 hub

Greenport Scandinavia CIRCLE CO2 hub - Circular Smart Low-impact Ecosystem in Hirtshals

 

Formålet med CIRCLE er udvikling af klimavenlig og energieffektiv CO2-håndtering. Det skal realiseres gennem innovative løsninger, der sikrer CO2 over kaj på Hirtshals Havn med lavest muligt CO2 -aftryk gennem sektorkobling i et smart energisystem.

Målet er at udvikle løsninger, som understøtter etablering af en CO₂-terminal på Hirtshals Havn, hvor CO₂ fra virksomheder kan samles og sendes videre til permanent lagring i undergrunden. På den måde kan CO₂ fjernes fra atmosfæren i stedet for at bidrage til klimaforandringer.

Projektet udvikler modeller og løsninger, der understøtter etableringen af en fremtidig CO₂-terminal ved at skabe de bedste rammebetingelser for en CO2-terminal, såvel økonomisk som klimamæssigt.

Det er et vigtigt skridt mod en kommercielt bæredygtig, grøn CCUS-infrastruktur, samt mod Danmarks ambition om at blive en førende europæisk CO₂-hub.

Udfordringen

CCS (Carbon capture and storage) har til formål at reducere udledningen til atmosfæren ved at opsamle CO₂ fra industrielle anlæg og lagre den under jorden. CCS vil således reducere de direkte udledninger af CO2, men håndteringen af den opsamlede CO₂ kan også medføre miljøpåvirkninger.

Efter opsamling flyttes CO₂en gennem flere led – transport til et midlertidigt lageranlæg, aflæsning i tanke, komprimering og omlæsning til videre transport til et endeligt underjordisk lager. Disse trin kræver yderligere energi  til pumpning, nedkøling, tryksætning og opretholdelse af lagringsforholdene.

Hvis energien hertil kommer fra fossile brændstoffer, vil selve håndteringskæden skabe drivhusgasudledninger, som reducerer den samlede klimafordel ved CCS. Det betyder, at CCS’ miljømæssige effektivitet i høj grad afhænger af, at håndteringsprocesserne drives af energikilder med lave CO₂-udledninger.

Løsningen

Med udgangspunkt i det omfattende arbejde, der er lavet omkring Hirtshals Havn som CO₂-knudepunkt, bl.a. i Greenport Scandinavia-projektet, skal projektet udvikle modeller og løsninger, der understøtter etableringen af en fremtidig CO₂-terminal.

Fokus er på

  • Energieffektivitet
  • Lavest muligt CO₂-aftryk pr. ton CO₂ over kaj i Hirtshals Havn
  • Integration af vedvarende energi og genanvendelse af overskudsenergi
  • Et stærkt vidensgrundlag – bl.a. via udvikling af en LCA-model til beregning af klimaaftryk pr. håndteret ton CO2

Vi ønsker at se CCUS som en del af et større system, hvor tingene hænger tæt sammen.

Som en del af støttebevillingen er der dedikeret 1. mio. kr. til screening af lokale virksomheder med potentiale for at anvende CO2 og indgå i det lokale CCUS–økosystem og relaterede værdikæder.

Effekten

Resultaterne vil bidrage til at dokumentere at Hirtshals Havn er det mest fordelagtige sted at aflevere CO2, som skal videresendes til permanent lagring i undergrunden, og vil styrke havnens position som et centralt knudepunkt i fremtidens grønne industrielle værdikæder.

Samtidig understøtter projektet Hirtshals Havns arbejde med cirkulære løsninger, idet det er tanken at overskudsenergi og ressourcer i form af varme/køl og vand i fremtiden nyttiggøres hos havnens øvrige virksomheder.

Projektet bidrager desuden til lokal erhvervsudvikling gennem støtten til lokale virksomheder med potentiale for at anvende CO2 og indgå i det lokale CCUS–økosystem og relaterede værdikæder.

Nordjylland har en ambition om at positionere sig som en international foregangsregion inden for fremtidens grønne erhverv ved at udvikle, integrere og anvende nye grønne teknologier. Målet er både at demonstrere de betydelige klimagevinster og skabe vækst samt nye beskæftigelsesmuligheder. Projektets resultater i form af modeller og løsninger til at skabe de bedst mulige rammebetingelser for en CO2-terminal, herunder LCA-værktøjet, vil bidrage til at understøtte udviklingen af bæredygtige CCUS-værdikæder og herigennem Nordjyllands position som foregangsregion og Danmarks position som ledende europæisk CO₂-hub.

De danske og europæiske klimamål er i høj grad afhængige af CCUS, og med udviklingen af løsninger og modeller til klimavenlig og energieffektiv CO2-håndtering, vil projektet også bidrage til at realisere disse.

Fakta

Startdato

Slutdato

Medfinansieret af Fonden for Retfærdig Omstilling

Budget

Totalbudget:

€3.065.310

Finansstøtte:

€2.340.756

Kontaktperson

Contact person avatar

Peter Larsen

Teknisk projektleder

Tlf: +45 36 22 51 88

Greenport North®
Nordsøen Forskerpark
Willemoesvej 2
9850 Hirtshals

+45 32 67 66 00
welcome@greenportnorth.dk