Greenport North / AKTUELT / CIRKULÆR INNOVATION I HIRTSHALS – GENANVENDELSE AF INDUSTRIELT SPILDEVAND
CIRKULÆR INNOVATION I HIRTSHALS – GENANVENDELSE AF INDUSTRIELT SPILDEVAND
Vi sætter fokus på, hvordan industrielt spildevand kan blive en værdifuld ressource i stedet for et affaldsprodukt. Projektet tager udgangspunkt i procesvandsledningen på Hirtshals Havn, hvor virksomheder inden for fiskeforarbejdning udleder vand fra rengøring af udstyr.
Målet er at demonstrere, hvordan vandet kan renses og genanvendes af andre lokale virksomheder i området og dermed reducere behovet for indvinding af grundvand.
Projektets indledende fase foregår i laboratoriet på Aalborg Universitet. Her testes rensning af vand fra procesvandsledningen ved hjælp af varmedrevet membrandestillering – en teknologi, der har potentiale til at være både effektiv og mere klimavenlig end traditionelle metoder.
Næste skridt bliver etableringen af et pilotanlæg på Hirtshals Renseanlæg i 2027. Her skal teknologien afprøves i større skala og under realistiske driftsforhold.
Varmedrevet membrandestillering adskiller sig fra konventionel, kemikalietung vandbehandling ved at være mindre CO₂-belastende. Det betyder, at løsningen ikke blot bidrager til bedre ressourceudnyttelse, men også kan reducere klimaaftrykket for de involverede virksomheder.
Projektet er et konkret eksempel på, hvordan samarbejde mellem industri, forsyning og forskning kan accelerere den grønne omstilling og fremme cirkulær økonomi i praksis.
SWaP-X (Sustainable Water for PtX) gennemføres i regi af det nordjyske erhvervsfyrtårn CO2Vision, som er en del af Virksomhedsudvikling Danmark og er støttet af midler fra EU og Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse.
Læs mere om projektet